Er du venlig overfor dig selv?
Stress, overbelastning, angst, nedtrykthed kan have mange årsager Typisk føler vi os overbelastet og udfordret af udefra kommende hændelser eller utrygge omstændigheder. Når belastningerne sker samtidig, over tid og på flere livsområder vil krop og psyke reagere med symptomer på overbelastning.
Ud over ydre faktorer kan der kan også være indefra kommende udfordringer, som handler mere om hvordan vi tænker om situationerne og særligt også hvordan vi tænker om os selv. Indtager vi en selvkritisk, selvbebrejdende og fordømmende holdning overfor os selv? Presser vi os selv for meget ud over vores egne grænser eller holder vi os selv i en for stram snor? Vil vi for meget på én gang og stresser vi os selv med høje idealer og drømme der skal realiseres i en fart? Hvor gode er vi til at passe på os selv og opfylde vores basale behov?
Brug jævnligt lidt tid på at observere dig selv, dine tanker, dine følelser og dine handlinger. Vær særlig opmærksom på om du har selvkritiske, selvbebrejdende eller bekymrede tankemønstre som du stresser dig selv med. Bærer du rundt på ubehagelige følelser i forhold til din livssituation, dig selv eller andre? Eventuelt noter emner, temaer, følelser der igen og igen dukker op. På den måde får du hurtig indkredset og bevidstgjort de emner der optager dig underbevidst og du vil også kunne observere hvordan du tænker om dem. Er der en selv-kritisk, dømmende, skamfuld eller måske panikslagen grundtone i din tankevirksomhed? Ofte er vi jo vores egen værste fjende. En del af vores stress genereres mellem ørene på os.
De ydre omstændigheder kan vi ikke altid ændre, men vi kan arbejde på, at forvandle den indre kritiker til en mere omsorgsfuld velmenende og støttende indre ven. Når vi bliver venner med os selv, får vi flere ressourcer til at tackle svære livssituationer.
Men hvordan kan jeg blive venner med mig selv? Denne process handler om at udvikle større selvaccept og selvindsigt. For at forstå sig selv bedre er det vigtigt at øve sig i at mærke efter, lytte indad, observere egne tanker, følelser og reaktioner på en ikke-dømmende, åben, venlig og udforskende måde. Vi udvikler en ikke-dømmende, venlig og accepterende form for vågn opmærksomhed ved at træne det regelmæssigt. Mindfulness er en form for bevidsthedstræning som styrker vores evne til at møde os selv og verden med en mere åben, observerende og venlig indstilling. Dermed bliver det også nemmere at slippe “burde-skulle-tyranniet” som handler om, at vi altid tror vi burde eller skulle være eller gøre ting anderledes eller bedre end vi gør. Accept og anerkendelse af den vi er og det vi føler behov for, er nøglen til mere egenomsorg og et mere balanceret liv i harmoni med os selv og omverdenen.
Brug gerne Mindfulness øvelserne her på siden til at øve dig i at være mere nærværende og accepterende overfor dig selv. Giv dig selv et frirum fra “din indre kritiker” og mærk at det giver indre ro og tilfredshed, når du bliver mere omsorgsfuld, venlig og accepterende overfor dig selv. Livet bliver lidt lettere at leve, når du bliver din egen bedste ven.