Reducer stress & bliv mere mindful
Min erfaring efter mere end 25 år med behandling af stress er, at stress skyldes oftest ikke én enkel faktor, men en vifte af forskellige faktorer. Det er ofte, men ikke altid, et sammenfald af private og arbejdsmæssige stressfaktorer der over tid fører til en overbelastning og udtømning af vores psykiske og fysiske ressourcer. Det kan handle om overload af arbejdsopgaver/ansvar (jobmæssigt og eller privat) kombineret med kommunikative og emotionelle stressfaktorer som kan opstå i forhold til kolleger, chefer, samlever, børn, forældre, etc. Jo mere komplekse vores livsbetingelser er, jo flere faktorer spiller som regel ind i udviklingen af stresssymptomer og længerevarig stress. Selv om stress oftest er multi-faktoriel og det kan være vigtigt, at du kommer i dybden med at kikke på hvad det præcis handler om for dig, så kan du her og nu begynde med at gøre nogle enkle ting som vil akut og langsigtet kunne hjælpe dig med at reducere dit stressniveau og få overskud til at lave de mere langsigtede ændringer som sikrer dig en bedre livskvalitet.
Hvis du oplever en form for stress, udtrætning eller overbelastning og du tænker: Er der noget jeg kan gøre lige her og nu og fremadrettet for at forbedre min tilstand og få det bedre? Her er værdifulde tips du kan bruge med det samme for at berolige nervesystemet og få mere overskud til at håndtere situationerne:
Gør alting lidt langsommere. Du har formentligt kørt i for høj gear, så sæt tempoet ned ved at gå langsommere, spis langsommere, støvsug langsommere, etc. Sæt dit tempo ned og tillad dig at trække vejret roligt og langsomt imens. Hvis du har et hurtigt tempo trækker du formentligt vejret ret overfladisk og det er med til at vedligeholde den travle stressfølelse og den kropslige alarmberedskab. Du kan også nemt lave fejl, tabe en genstand, snuble, etc.
Gør en ting ad gangen. Stop multitasking med det samme, hvis du er vant til det. Forskere har fundet ud af, at multitasking udfordrer og trætter hjernen på længere sigt. Vær hellere fuldt ud fokuseret på én ting eller én aktivitet ad gangen. Du vil finde mere ro, glæde og nærvær i dine aktiviteter. Hvis du ofte multitasker, fordi mængden af opgaver virker uoverskueligt, så overvej om der er noget der kan elimineres, uddelegeres eller reduceres. Prioriter det der er vigtigst.
Gør det du er i gang med helt færdig før du begynder på noget nyt. Del støre opgaver op i små bidder med hyppige pauser i mellem eller del opgaven i bidder over flere dage/uger. Løse ender, uafsluttede opgaver, påbegyndte projekter beskæftiger og belaster din underbevidsthed, giver dig måske dårlig samvittighed, fordi det er menneskets natur at ønske at se helheder og afslutte en påbegyndt aktivitet. Uafsluttede opgaver kan skabe mental og fysisk rod som belaster og stresser dit sind. Gennemgå derfor din indre liste af uafsluttede projekter og gør dem færdige én efter én. Du snyder også dig selv for belønningen, glæden og tilfredsheden der opstår, når noget er gjort helt færdig, hvis du flytter fokus på halvvej eller lige før målstregen.
Giv dig selv flere pauser. Læg pauser ind i mellem hver aktivitet, opgave eller aftale og tillad dig at slappe helt af, sluk for telefon, I Pad, PC, fjernsyn, radio, etc., tag en kortere pause, siddende eller liggende, hvor du bevidst trækker vejret dybt og beroliger dit åndedræt. På den måde får du ny energi og overskud til det der skal ske om lidt.
Kom dagligt ud i naturen, gå ture eller ophold dig i haven. Særligt skoven har en beroligende virkning på nervesystemet, følelser og tankeprocesser. Hvis du i løbet af dagen er omgivet af mange mennesker, så giv dig selv af og til lidt alenetid i naturen.
Læg mærke til de små selvfølgelige ting, som du kan påskønne og nyde i dit liv, såsom solen der skinner, den friske luft, udsigten, maden du spiser, etc. Påskønnelse og taknemmelighed vil øge din tilfredshed, din optimisme og din livsglæde. Samtidig træner du dig selv i at få øje på og dvæle ved det der er allerede godt i dit liv. Det kan løfte dit humør, give dig energi og vende nedtrykthed til håb.
Skab mere luft i kalenderen, book frirum i weekenden til ikke at skulle noget andet end det du lige har lyst til.
Dyrk let til moderat motion, undgå kraftig og ekstrem motion ved stress og overbelastning. Moderat Yoga eller andet moderat træning er ideel.
Gør dit liv mere enkelt, kom af med ting der kun giver dig ekstra arbejde eller evt. uddeleger opgaver.
Gør dagligt noget der gør dig glad, måske har du en hobby du elsker, men altid udskyder.
Sæt tid af til at spise i ro og fred og med bevidst nydelse af madens smag. Din mave vil takke dig.
Tilbring dagligt lidt tid i stille meditation. Lyt til en Mindfulness øvelse 1-2 gange om dagen (du kan bruge audios der ligger på denne side), eller lyt til rolig musik eller også blot sid ned eller læg dig på ryggen, luk øjnene, læg hånden på maven og mærk din vejrtrækning, praktiser bevidst rolig og langsom maveåndedræt i 5-15 minutter.
Jeg håber disse enkle tips er til hjælp for dig. Du kan reducere stress og følelsen af overload ved at implementere nogle af disse enkle men effektive redskaber i din hverdag. Hvis du vil forebygge ny stress, er det vigtigt, at du lader disse livsstilsændringer blive til faste ingredienser i dit liv. Netop i tider hvor vi føler os mere pressede, er det vigtigt, at vi holder fast i det der giver os ro og øger vores trivsel.